fra vækst til trivsel

En snak om værdi med udgangspunkt i Emma Holtens bog "Underskud"

Denne artikel tager sit udgangspunkt i Emma Holtens bog “Underskud”. Jeg har dykket ned i Holtens argumentation, der belyser de mangler i vores værdibegreb hun peger på i vores gængse opfattelse af økonomi.

Det har ledt vidt omkring og leder til parallelle problemstillinger i forsøget på at beskrive en samfundsmodel, som tager højde for disse mangler og som anviser en mulig vej for forandring. Artiklen slutter med en diskussion om, hvem der kunne tænkes at drive forandringen og hvordan.

Jeg har anvendt Googles AI “Gemini” som sparringspartner, og til at give indsigt i f.eks. Doughnut-modellen, og dele af resuméet af bogen er skrevet af Gemini.

Endeligt skal jeg ikke undlade at anbefale "Underskud" til enhver som interesserer sig for samfundet. Den har, som denne artikel forhåbentlig viser, sat tanker i gang hos mig.

Jan E. A. Nielsen - Fejø d. 10. April 2026

Emma Holten - Underskud

Emma Holtens bog "Underskud" (2024) udfordrer den måde, vi værdisætter mennesker og arbejde på i vores moderne samfund. Hun tager et kritisk livtag med økonomismen – ideen om, at alt kan og skal gøres op i kroner og øre.

Her følger et resumé af bogens hovedpointer:

Hvad har værdi?

Holten argumenterer for, at vi lever i et samfund, hvor den økonomiske logik har overtaget alt. Vi ser på uddannelse, sundhed og omsorg som omkostninger i stedet for fundamentale værdier. Hvis noget ikke kan måles i BNP, bliver det ofte usynligt i politiske beslutninger.

Omsorgsarbejdets værdi

Et centralt tema er det, Holten kalder reproduktivt arbejde (madlavning, børnepasning, følelsesmæssig støtte).

Dette arbejde er fundamentet for, at økonomien overhovedet kan køre.
Historisk set er dette arbejde blevet udført ulønnet af kvinder.
Når det i dag udføres professionelt (f.eks. af pædagoger eller sygeplejersker), bliver det ofte talt ned som en "udgift" for staten frem for en investering i samfundets overlevelse.

"Underskud" som grundvilkår

Titlen refererer til den følelse af utilstrækkelighed, mange oplever i et effektiviseret samfund.

Det personlige underskud: Vi føler os konstant bagud, fordi vi prøver at optimere os selv som små virksomheder.
Det systemiske underskud: Velfærdsinstitutionerne er pressede, fordi man forsøger at presse omsorg ind i regneark og tidsskemaer.

Et nyt sprog for værdi

Holten foreslår ikke, at vi skal afskaffe økonomi, men at vi skal ændre vores forståelse af værdi. Hun ønsker:

At vi anerkender, at menneskelige relationer og omsorg har en værdi i sig selv, som ikke kan gøres op i penge.
At vi gør op med "homo economicus" – forestillingen om mennesket som et rationelt, egoistisk væsen, der kun handler ud fra egen vinding.

Konklusion

"Underskud" er en opfordring til at genvinde magten over, hvordan vi taler om vores liv. Det er en feministisk og økonomisk kritik, der insisterer på, at vi skal bygge et samfund baseret på behov og værdighed frem for udelukkende vækst og produktivitet.

"Økonomi er ikke en naturlov, det er en politisk beslutning om, hvad der betyder noget." – En central tanke i værket.

Kritikken

Modtagelsen af "Underskud" har været præget af en markant opdeling: På den ene side bliver hun hyldet for at give stemme til en systemkritik, mange føler på egen krop, og på den anden side bliver hun kritiseret for at være økonomisk letkøbt.

Her er de primære kritikpunkter, der er gået igen i anmeldelser og debatter:

Den økonomiske kritik (Fagøkonomerne)

Mange økonomer har anført, at Holten tegner et skræmmebillede af deres fag, som ikke helt stemmer overens med virkeligheden.

For simplistisk: Kritikerne mener, at hun opstiller en "stråmand" af økonomi. De argumenterer for, at moderne økonomi sagtens kan indregne bløde værdier (som f.eks. miljø og sundhed), og at regnearkene blot er nødvendige redskaber til at prioritere begrænsede ressourcer.
Mangel på løsninger: Flere anmeldere har påpeget, at bogen er stærk til at diagnosticere problemet, men svag til at anvise konkrete alternativer. Hvis vi ikke skal bruge BNP eller økonomiske modeller, hvad skal vi så styre efter for at sikre, at der er råd til velfærd i fremtiden?

Denne artikel forsøger at belyse de svagheder i moderne markedsøkonomi og mulige konkrete alternativer.

Den politiske kritik

Fra borgerligt og liberalt hold er bogen blevet mødt med skepsis over for dens grundpræmis.

Vækst som forudsætning: Kritikerne minder om, at det netop er den økonomiske vækst og effektiviseringen, der har skabt det overskud, som gør det muligt overhovedet at have en stor offentlig sektor og betalt barsel.
Ideologisk farvet: Nogle mener, at bogen er mere et politisk manifest end en saglig analyse, og at den i virkeligheden blot er et angreb på kapitalismen forklædt som en omsorgsanalyse.

Det er korrekt at den naturlige konsekvens af Holtens kritik, er et opgør med det værdibegreb som markedsøkonomien bygger på - om det leder til socialisme eller andre modeller, der adresserer problemerne, forholder Holten sig ikke til.

Denne artikel viser at der findes andre modeller, som skaber et system, der har velfærd og menneskelige værdier i fokus.

Den metodiske kritik

Nogle anmeldere har sat spørgsmålstegn ved hendes brug af kilder og historie.

Generaliseringer: Kritikere mener, at hun skærer alle økonomer og beslutningstagere over én kam og ignorerer de nuancer, der findes inden for den økonomiske videnskab.
Historisk selektivitet: Der er blevet argumenteret for, at hendes udlægning af kvinders historiske rolle i økonomien er meget sort/hvid og overser positive fremskridt, der er sket inden for det eksisterende system.

Emma Holten forholder sig til det værdibegreb, der er det alment accepterede - det der ligger til grund for den måde vores politikere og erhvervsorganisationer taler om økonomi.

Hun afviser ikke at der findes nuancer i denne, de er blot ikke relevante i sammenhængen. Denne artikel beskæftiger sig med netop denne side af sagen, og viser at der findes alternative modeller, der håndterer de problemstillinger som Holten rejser.

Selvom ligestillingen i dag er væsentlig bedre end for 100 år siden, er der stadig områder hvor denne ikke er slået igennem - i mange tilfælde som en konsekvens af vores værdibegreb, og det er netop disse Holten adresserer.

Stil og form

Her er kritikerne mere delte. Mens nogle elsker hendes vrede og personlige engagement, synes andre, at:

Tonen er for polemisk: Nogle læsere finder bogen moraliserende eller "frelst", hvilket kan gøre det svært for dem, der ikke allerede er enige med hende, at tage budskabet til sig.

Det er et generelt problem, når man udfordrer det bestående - det er næsten pr. definition “moraliserende” at gøre det. Specielt dem, der ikke er enige, vil ty til begreber som “moraliserende” og “frelst” i stedet for at fokusere på essensen..

Samlet dom

Kritikken handler sjældent om, at Holten tager fejl i, at omsorg er vigtigt. Den handler snarere om, hvorvidt man kan "afskaffe" økonomisk tænkning uden at skabe et endnu større kaos.

Den økonomiske regnemaskine

Emma Holten adresserer i Underskud en videnskabsteoretisk konflikt. Hendes pointe er, at vi har glemt, at økonomi er en social videnskab og ikke en naturlov ligesom tyngdekraften.

Et område i en matematisk disciplin, som f.eks. “Økonomi”, skabes ved at bygge en model af en virkelighed ud fra nogle grundlæggende aksiomer (udsagn som vi accepterer som sandheder uden at kunne bevise det) og derfra ruller logikken.

Præmisserne i vestlig markedsøkonomi

I den klassiske og neoklassiske model, som dominerer i Vesten, bygger man ofte på disse præmisser:

Homo Economicus: Antagelsen om, at mennesket er rationelt og altid handler for at maksimere egen nytte.
Vækst som mål: At en sund økonomi er en økonomi i vækst (målt i BNP).
Prissætning: At noget kun har en værdi, hvis det kan omsættes på et marked.

Ud fra aksiomer som disse slutter man sig så til ting som udbud og efterspørgsel, som er en model der anvendes til at beskrive prissætning af en ydelse eller produkt.

Kilde :Shutterstock

Modellen kan tjene forskellige formål

Kina er et eksempel på, at "sund økonomi" kan defineres radikalt anderledes.

Landet har på ganske få årtier flyttet sig fra kaos og fattigdom, til nu at have en levestandard for en stor del befolkningen, som kan sammenlignes med hvad vi ser i vesten.

Hvor den vestlige model hviler på idéen om markedets frie kræfter, bruger Kina statskapitalisme, som sætter en del af grundsætningerne i markedsøkonomien ud af kraft og erstatter dem med andre som f.eks.:

Langsigtet planlægning: Staten dikterer de aksiomer, økonomien skal følge (f.eks. teknologisk dominans eller social stabilitet), frem for at lade kortsigtet profit hos aktionærer styre alt.
Kollektivistisk fundament: Præmissen er ikke nødvendigvis individets maksimale frihed, men nationens samlede styrke.

Dette illustrerer at økonomi ikke er en naturlov - at vi kan anvende andre aksiomer og opnå success

Hvad er "Økonomisk sundhed"?

Det, Emma Holten gør, er at foreslå et tredje sæt aksiomer. Hun kigger på både den vestlige markedsmodel og de store statsmodeller og siger: "I glemmer begge to fundamentet."

Hendes argument er, at uanset om man bruger markedsøkonomi eller statskapitalisme, så hviler begge systemer på en usynlig søjle af omsorg. Hvis ingen føder børn, plejer de syge eller laver mad, så bryder den matematiske model sammen både i vesten og i Kina.

Økonomi som "Politisk Økonomi"

Før i tiden hed faget ikke bare "økonomi", men "politisk økonomi". Ved at fjerne ordet "politisk" har vi gjort det til en teknokratisk disciplin af tal og formler.

Holtens projekt er at genindføre det politiske element i matematikken. Hun spørger:

Hvorfor er et jagerfly et "plus" i BNP (produktion), mens en mors pasning af sit barn er et "nul" (ikke-markedsmæssig aktivitet)?
Hvorfor regner vi nedslidning af maskiner som en omkostning, men ikke nedslidning af mennesker (stress, sygdom)?

Det er en kamp om de grundlæggende præmisser. Hvis man ændrer aksiomet fra "vækst" til "menneskelig trivsel", vil den matematiske model, der følger efter, se fuldstændig anderledes ud – selvom matematikken i sig selv stadig er korrekt.

Positiv og Normativ økonomi

I den økonomisk teori skelner man mellem positiv og normativ økonomi, som kort kan beskrives som den “objektive” og den “moralske” tilgang. Man skulle mene at skillelinjen mellem disse tilgange er klar som blæk, men er er den nu det? - Lad os prøve at se på det.

Positiv økonomi

Positiv økonomi er den gren af økonomien, der fokuserer på “objektive beskrivelser” og årsagssammenhænge. Det handler om at analysere økonomiske fænomener på en videnskabelig måde (den matematiske model), som kan testes og efterprøves med data.

Den beskrives som:

Værdineutral: Den tager ikke stilling til, om en udvikling er "god" eller "dårlig". Den konstaterer blot “fakta” - altså “fakta” inden for rammerne af de parametre man har valgt at måle på - et valg der afgøres af den økonomiske model, der er valgt - I den vestlige verden “markedsøkonomi”.
Testbar: positiv økonomi kan bekræftes eller afkræftes ved hjælp af statistikker og observationer - baseret på modellens opfattelse af “fakta”.
Årsag og virkning: Den undersøger de direkte konsekvenser af en handling (f.eks. "Hvis prisen på kaffe stiger, falder efterspørgslen").

Normativ Økonomi

Normativ økonomi baserer sig på værdidomme baseret på etik og politiske overbevisninger. Det er her, vi forlader de tørre tal og begynder at diskutere moral, retfærdighed og prioriteringer.

I den normative økonomi findes der ikke ét rigtigt svar, som kan findes i en lommeregner, da svaret afhænger af øjnene, der ser

Den beskrives som:

Værdibaseret: Den afspejler personlige eller politiske idealer (f.eks. "lighed er vigtigere end vækst").
Ikke testbar: Man kan ikke videnskabeligt bevise, om et normativt udsagn er "sandt" eller "falsk".
Anbefalende: Den foreslår konkrete handlinger eller politiske tiltag.

Normativ Positiv Økonomi

Problemet er, at positiv og normativ økonomi ofte flyder sammen. Når man designer en model, som skal understøtte vores opfattelse af positiv økonomi , træffer man et normativt valg om, hvad der skal tælle med.

Hvis man kun navigerer efter modellen, ender man med en "moralsk blindhed". Matematikken kan ud fra de vedtagne aksiomer fortælle dig, hvordan du når et mål mest effektivt, men den kan aldrig fortælle dig, om målet er godt, med mindre du vælger at give en værdi til “godt” (et normativt valg).

Modellens objektivitet

Vi betragter økonomiske forudsigelser baseret på positiv økonomi, som sande og objektive, det ligger i vores “opdragelse” - det er en kulturelt betinget reaktion.

Men at kalde noget "objektivt" er ofte den mest effektive måde at lukke en diskussion på, fordi det antyder, at enhver kritik er irrationel eller følelsesladet.

Når vi taler om økonomiske modeller som beslutningsgrundlag, er der tre steder, hvor "objektiviteten" ofte knækker:

Valget af variable (Det normative valg)

En matematisk model er kun så objektiv som de data, man fodrer den med. Hvis man i en samfundsøkonomisk beregning vælger at medregne værdien af øget eksport, men udelader "omkostningen" ved, at forældre har mindre tid til deres børn, så er resultatet ikke objektivt – det er et udtryk for en forudindtaget prioritering.

Eksempel: Man måler værdien af en ny motorvej i sparede minutter for bilisterne, men man har historisk set haft svært ved at sætte en "objektiv" pris på tabet af biodiversitet, CO2-udledning eller lokal støjforurening.

Aksiomernes ideologiske ophav

Som nævnt bygger modellerne på aksiomer. Et af de mest centrale i moderne økonomi er diskontering. Det er en antagelse, der populært sagt siger, at 100 kr. i dag er mere værd end 100 kr. om ti år.

Når man diskuterer klimaforandringer, bruger man diskontering til at beslutte, hvor meget vi skal betale i dag for at undgå skader om 50 eller 100 år.

Her er valget af diskonteringsrente ekstremt kontroversielt – en høj rente gør nemlig fremtidige generationers problemer "billige" i nutidskroner.. Matematikken er objektiv, men at slutte at fremtidige liv er mindre værd, vil de fleste nok ikke acceptere.

Den "værdifrie" teknokrat

Der findes en tendens til at præsentere politiske valg som "nødvendighedens politik". Når finansministeren forsvarer en beslutning med at "fremskrivning på dette område, viser, at vi er nødt til at skære ned nu," så skjuler han, at modellen er bygget til at prioritere bestemte mål (f.eks. arbejdsudbud) over andre (f.eks. mental sundhed).

Hvis vi erkender, at modellerne ikke er objektive, men derimod er politiske værktøjer, genvinder vi retten til at spørge: "Hvem har bygget denne model, og hvis interesser tjener den?"

Hvis vi fjerner illusionen om objektivitet, kræver det pludselig meget mere af vores politikere. De kan ikke længere gemme sig bag et regneark, men skal i stedet argumentere for deres værdier.

Alternative modeller

Vi har brug for en mekanisme til at måle tiltag op mod hinanden. Uden data og sammenligning famler vi i blinde. Vi har brug for en model, spørgsmålet er hvad der skal indgå i den og hvilke formål den skal tjene.

Der findes en hel underskov af økonomiske retninger, der forsøger at gøre op med den snævre, neoklassiske model. De arbejder netop på at inddrage de "eksternaliteter" (ting uden for modellen), som Holten peger på.

Her er nogle alternative tilgange:

Økologisk Økonomi (Ecological Economics)

Hvor markedsøkonomien forudsætter at mængden af naturlige ressourcer ikke er en begrænsning, vender økologisk økonomi det hele på hovedet. Her er økonomien et undersystem af biosfæren.

Aksiom: Man kan ikke have uendelig vækst på en begrænset planet.
Værdisætning: De forsøger at måle "økologiske fodaftryk" frem for blot BNP.

Adfærdsøkonomi (Behavioral Economics)

Denne gren gør op med idéen om den rationelle Homo Economicus. Ved at bruge psykologi viser de, at mennesker er irrationelle, styret af vaner, frygt og sociale normer. Derfor introduceres “skævheder” i modellerne for at ramme virkeligheden bedre.

Feministisk Økonomi

Det er her, Emma Holten henter meget af sin inspiration. Hun fokuserer på alt det arbejde, der foregår uden for markedet (omsorg, følelsesmæssigt arbejde, husholdning).

Feministiske økonomer argumenterer for, at hvis vi ikke værdisætter dette arbejde, "stjæler" det formelle system ressourcer fra det uformelle, indtil samfundet kollapser af stress og omsorgssvigt

Et forsøg på at forene tingene

En af de mest populære moderne alternative modeller er Doughnut-økonomi af Kate Raworth. Hun forsøger netop at skabe en mekanisme, der bygger på følgende grundlæggende principper::

Det sociale fundament: Ingen må mangle mad, sundhed eller uddannelse.
Det økologiske loft: Vi må ikke ødelægge klimaet og miljøet.

Målet er ikke vækst, men at befinde sig i området mellem det sociale fundament og det økologiske loft.

Det er et forsøg på at gøre op med den herskende vækstlogik og i stedet styre efter menneskelig og planetær balance.

Lad os se lidt mere på den og hvilke problematikker den giver et svar på

Doughnut økonomi 101

Nedenfor ser du en illustration af Doughnut-økonomi-modellen.

Grafikken viser de to grænser, som menneskeheden skal navigere imellem for at skabe et bæredygtigt og retfærdigt samfund.

Sådan læser du grafikken:

Det Grønne Rum (Doughnutten): Dette er det "trygge og retfærdige rum for menneskeheden". Det er her, vi ønsker at være.

I dette rum opfylder vi menneskets behov (det sociale fundament) uden at overbelaste planeten (det økologiske loft).

Det Sociale Fundament (Den indre ring): De 12 elementer her (f.eks. vand, mad, sundhed, uddannelse, ligestilling) repræsenterer de basale menneskelige behov, som er defineret i FN's Verdensmål. Hvis vi falder under denne ring, lever folk i nød.
Det Økologiske Loft (Den ydre ring): De 9 elementer her (f.eks. klimaforandringer, biodiversitetstab, luftforurening) repræsenterer de planetære grænser, som vi ikke må overskride, hvis vi vil bevare jordens stabilitet. Hvis vi bryder igennem denne ring, skader vi planetens livsunderstøttende systemer.

Målet med Doughnut-økonomi er altså at sikre, at ingen mennesker lever i nød (under det sociale fundament), og at vi samtidig ikke ødelægger vores fælles planet (over det økologiske loft).

Modellen visualiserer et "trygt og retfærdigt rum for menneskeheden" (den grønne ring), der ligger mellem et socialt fundament af grundlæggende menneskelige behov og et økologisk loft for planetens bæreevne.

De røde pile og områder indikerer, hvor vi i øjeblikket enten overskrider jordens ressourcer (som f.eks. ved klimaforandringer og biodiversitetstab) eller ikke leverer på sociale indikatorer (som f.eks. adgang til mad og vand). Målet er at bringe menneskeheden ind i den grønne ring, hvor økonomien sikrer trivsel for alle uden at ødelægge planeten.

Tidligere talte vi om, hvordan økonomiske modeller ofte opstiller aksiomer, der glemmer de bløde værdier. Denne model er netop et forsøg på at skabe en alternativ ramme, der indbygger menneskelig og planetær sundhed som kernen i systemet.

Behovet for et paradigmeskift

Et af de største paradokser i vores tid er, at vi forsøger at løse de problemer, som den klassiske vækstøkonomi har skabt - f.eks. ulighed eller klimakrisen - ved at bruge de samme værktøjer, som skabte dem i første omgang.

Romklubbens rapport "Limits to Growth" (Grænser for vækst) fra 1972 forudsagde præcis det, vi ser nu 54 år efter: At eksponentiel vækst i befolkning, ressourceforbrug og forurening på en begrænset planet før eller siden vil føre til et kollaps.

En grundlæggende forudsætning for den klassiske markedsøkonomi er vækst, så det “Grænser for vækst” siger, at selvom vi kan f.eks. kan begrænse forureningen, så vil vækstmodellen uvægerligt føre til kollaps både socialt og i forhold til klima.

Der er brug for at udskifte paradigmet og definere et nyt værdibegreb og det er det Doughnut modellen tilbyder.

Fra "Mere" til "Nok"

Den nuværende økonomiske model kender kun retningen opad. Succes måles i vækst. Doughnut-økonomien introducerer begrebet balance.

Det moralske spørgsmål er: Hvornår har vi nok?
Den klassiske model fungerer kun, hvis økonomien vokser.
Doughnut-modellen ser det som en succes, hvis vi lever stabilt inden for planetens grænser.

Effektivitet vs. Genopretning

I det nuværende system taler vi meget om "grøn vækst" og effektivisering (f.eks. at biler skal køre længere på literen). Men som historien har vist , fører effektivisering tit til, at vi bare bruger mere af en ting, fordi den bliver billigere (Jevons paradoks).

Doughnut-økonomien kræver regenerativt design – altså at økonomien aktivt skal genopbygge de økosystemer og sociale strukturer, den bruger, i stedet for bare at "svine mindre".

Et nyt operativ system

Ved at gøre det sociale fundament (menneskerettigheder, uddannelse, omsorg) til en uomgængelig del af modellen, bliver det moralsk umuligt at kalde en økonomi for "sund", hvis folk trives, men planeten brænder – eller omvendt.

Der er i virkeligheden et behov for et paradigmeskifte. Vi står i en situation, hvor vi ikke bare skal have en ny "opdatering" til det gamle styresystem, men et helt nyt operativsystem.

Effektivitet vs. Frihed

Kina er - som før nævnt - et eksempel på, at hvis man ændrer de økonomiske aksiomer fra "markedets frie spil" til "statslig målstyring", kan man flytte bjerge.

Kina har bygget mere vedvarende energi de sidste få år end resten af verden tilsammen, netop fordi deres model tillader dem at tænke i 50-års planer i stedet for 4-årige valgperioder.

Men prisen for denne "effektivitet" har været en totalitær undertrykkelse af grupper af menneskers rettigheder og frihed.

Det er ikke et system, som passer ind i min - og forhåbentligt vores - forståelse af god moral.

Derfor må vi tage et normativt valg om et alternativ, og her tænker jeg, at forandring “nedefra” gennem folkelige bevægelser og politisk pres er et godt demokratiske modstykke, som har vist sin kraft op gennem vores historie fra den Franske Revolution til kvindernes ret til indflydelse, kvinders kamp for lighed og kampen for accept af mennesker, der ikke er omfattet af vores normalitetsbegreber.

Klimabevægelsen som den nye "økonomiske sensor"

Når vi ser klimaaktivister, der bliver valgt til Folketinget, ser vi i virkeligheden resultatet af, at bevægelser lykkes med at flytte holdninger i befolkningen, som sætter sit aftryk i politiske beslutningsprocesser..

Det er blevet en politisk nødvendighed at tage klimabevægelsens agenda alvorligt, fordi presset nedefra har gjort det umuligt at ignorere.

Man kan undre sig over, hvorfor det ikke er udsigten til klimaets kollaps, men pres fra folkelige bevægelser, der gør det til en politisk nødvendighed - men man må jo acceptere realiteterne.

Spørgsmålet om tid: Den biofysiske virkelighed

Når vi stiller os spørgsmålet om vi kan flytte tingene hurtigt nok, støder vores sociale systemer sammen med den biofysiske virkelighed. Naturen forhandler ikke, og den er ligeglad med, om vi har en god demokratisk proces eller en effektiv statskontrol.

Hvis vi ser på forudsigelserne i "Grænser for vækst", så er vi lige nu i den fase, hvor kurverne begynder at knække og uret tikker.

Demokratiets udfordring: Det tager tid at skabe konsensus og ændre moral.
Doughnut-økonomiens håb: At vi kan skabe en systemisk ramme, der gør det lettere for politikere at træffe de rigtige valg, på baggrund af en ny opfattelse af "succes" til erstatning for vækst..

En ny type "Velstand"

Måske er den største bedrift ved bevægelser nedefra (og tænkere som Emma Holten og Kate Raworth), at de er ved at redefinere, hvad det vil sige at være "rig".

I den gamle model er man rig, hvis man har mange penge.
I den nye model er man rig, hvis man har tid, rent vand, et stabilt klima og stærke sociale fællesskaber.

Hvis vi kan skifte den kulturelle forståelse af velstand hurtigt nok, kan vi måske nå at omstille økonomien uden at ty til de kinesiske metoder, vi med rette frygter.

Det er et kapløb mellem sociale tipping points (hvor hurtigt vi ændrer mening) og klimatiske tipping points (hvor hurtigt naturen løber løbsk)

Fremtidens økonomi

Jeg kender en succesfuld virksomhed, der arbejder med etablering af grøn infrastruktur, som drives efter princippet om medledelse.

Der er ikke begrænsninger på antal sygedage eller længden af din barselsorlov, det er ok at tage en pause, hvis livet er svært, eller at tage et halvt år ud for at opleve verden.

Strategi og taktik drøftes i et forum af hele virksomheden med jævne mellemrum.

Det er et konkret eksempel på, hvordan systemer med fokus på menneskelige behov og demokratiske ledelsesprincipper allerede eksisterer i lommer af vores nuværende system. Virksomheden er reelt et mikrokosmos af Emma Holtens og Kate Raworths pointer - indenfor rammerne af markedsøkonomien.

Når en virksomhed drives efter disse principper, så placerer den menneskelige og inddragende kultur den over den sociale bundgrænse i Doughnut modellen, men da den fungerer på markedsøkonomiske krav om vækst, er den eller dens produkter ikke nødvendigvis under det økologiske loft.

På trods af at virksomheden opererer i en markedsøkonomisk ramme - som jeg jo taler midt imod - så er eksemplet relevant alligevel, fordi det viser at værdier som ligeværd, tillid og fællesskab - værdier som adresseres af modeller som Doughnut modellen - rent faktisk virker.

Her er nogle grunde til, at modellen fungerer

Tillid som økonomisk smøremiddel

I traditionel økonomi bruger man enorme ressourcer på kontrol i form af tidsregistrering, lægeerklæringer og hierarkiske godkendelser. Det er "transaktionsomkostninger".

Ved at introducere frihed til at leve sit liv, tage hånd om privatlivet og håndtere personlige kriser osv., erstatter man kontrol med tillid.
Når medarbejderne føler sig set som hele mennesker (med familier, drømme og kroppe, der kan blive syge), stiger loyaliteten og ansvarsfølelsen ofte så meget, at produktiviteten paradoksalt nok bliver højere end i et kontrolregime.

Medledelse og det "kognitive overskud"

Når beslutninger tages af fællesskabet, demokratiserer man virksomhedens hjerne.

I stedet for at 3-5 personer i en ledelse skal afgøre retning og implementering, bruger man den kollektive intelligens.
Det skaber ejerskab. En medarbejder, der har været med til at forme strategien, behøver ikke en "mellemleder" til at piske sig i gang; de har selv medvirket til beslutninger og forstår hvorfor, de gør, som de gør.

Formål (Purpose) frem for profit-maksimering

At den omtalte virksomhed, som organiseres efter disse principper, arbejder med grøn energiinfrastruktur er næppe tilfældigt.

Det er det, man kalder en "mission-driven" virksomhed. Her er overskuddet ikke målet i sig selv, men midlet til at kunne fortsætte den vigtige mission.

Det er langt lettere at motivere folk til at yde deres bedste og dele magten, hvis virksomhedens eksistensberettigelse bidrager til at løse de kriser, vi talte om tidligere.

Skalering

Udfordringen, som kritikerne ofte rejser, er: "Kan det skaleres til en hel nation?".

Eksemplet ovenfor peger på, at svaret er ja!

Hvis vi holder op med at betragte medarbejdere som "ressourcer", der skal udnyttes (økonomisk teori har et begreb for dette: labor input), og i stedet ser dem som medskabere af værdi, så falder behovet for det kinesiske kontrolapparat eller det vestlige regnearks-tyranni.

Det eksempel giver faktisk håb. Det viser, at man kan være "succesfuld" (også i markedsøkonomisk forstand), samtidigt med at man prioriterer menneskelige behov og planetens grænser.

Det gode arbejde - Autonomi og værdighed

Det giver endnu mere håb, når man indser, at princippet om medledelse kan skaleres til alle typer af arbejdspladser.

Mennesker der arbejder i plejesektoren er de nærmeste til at kende de udfordringer der melder sig i forbindelse med deres arbejde

Hvis målet var at give den bedste pleje i stedet for det mest økonomisk effektive styret af omfattende kontrol og overlod organisering og udførelse til dem som rent faktisk udfører arbejdet, så tror jeg, at man vil opleve det samme som i eksemplet. Og jeg ser ingen grund til at dette ikke skulle gælde indenfor enhver faggruppe.

I den nuværende ledelsesmodel for plejesektoren (ofte kaldet New Public Management) ser man på pleje som en række standardiserede opgaver (f.eks. "bad: 15 minutter", "medicin: 5 minutter") - det passer fint ind i et Excel-ark. Det er det, Emma Holten kalder at presse omsorg ind i regnearket.

Hvis vi skiftede til en model, der giver ansvaret til omsorgsmedarbejderen, der er tættest på borgerne og gav dem frihed til at leve deres liv ved siden af arbejdet, ville vi se nogle radikale ændringer.

Fra Standardisering til Relation

I stedet for at måle succes på, om skemaet er overholdt, måler man succes på borgernes og medarbejdernes trivsel og har tillid til medarbejderens faglige vurdering. Det kræver, at man accepterer, at "omsorg" ikke er lineær. Nogle dage har en ældre brug for en samtale i 30 minutter, andre dage kun 5 minutter. Den fagprofessionelle ved det – regnearket gør ikke.

Eliminering af "Kontrol-gebyret"

En enorm del af budgettet i plejesektoren går i dag til dokumentation og kontrol, der kun eksisterer for at tilfredsstille systemet ovenover.

Ved at give medarbejderne tillid og ansvar (medledelse), kan man flytte ressourcer fra administrative skærme direkte ud til de varme hænder.

Paradoksalt nok gælder dette argument også inden for rammerne af markedsøkonomien, som har vækst som grundlæggende præmis.

Buurtzorg-modellen: Et levende eksempel

Der findes et verdenskendt eksempel på netop denne model: Den hollandske hjemmeplejeorganisation Buurtzorg.

De arbejder i små, selvstyrende teams uden ledere.
De planlægger selv alt deres arbejde og har ansvaret for deres egne budgetter.
Resultatet: De har den højeste patienttilfredshed, de laveste sygefraværstal blandt personalet og – vigtigst for økonomerne – de er faktisk billigere for samfundet i det lange løb, fordi de forebygger hospitalsindlæggelser bedre end det topstyrede system.

Modstand mod forandring

Hvorfor gør vi det så ikke bare i morgen? Det er her, vi rammer problematikken med "objektiviteten" og magten.

Magttab: Politikere og administratorer mister følelsen af kontrol, hvis de ikke kan trække en rapport ud af et system.
Frygten for fejl: Vores system er bygget til at minimere risiko gennem regler og kontrol. At give slip kræver et moralsk mod til at acceptere, at fejl sker, men at tillid skaber færre fejl end mistillid.

Pointen om, at det gælder enhver faggruppe, rammer kernen i debatten om "det gode arbejde". Det handler om at give mennesket sin autonomi tilbage.

Hvis vi formår at rulle denne tankegang ud i den offentlige sektor, ville vi reelt løse det "underskud", Emma Holten skriver om. Vi ville skabe en økonomi, der ikke kun handler om overlevelse, men om værdighed.

Kampen om aksiomerne

Der er i min optik en kulturel barriere for at ændre vores opfattelse - vi er i bund og grund "kultur-kapitalister" forstået på den måde, at vi bliver præsenteret for den gældende opfattelse af virkelighed meget tidligt i livet, hvor vi af autoritetstro accepterer den som sand.

Mine børn blev f.eks. opfordret til at vælge uddannelse og vej i livet i 8. Klasse, så de allerede på det tidspunkt kunne planlægge deres tid og hurtigt blive en del af arbejdsudbuddet.

Det kræver en del at rive sig løs fra den "indoktrinering" (i mangel af et bedre ord) og det verdenssyn, man er blevet præsenteret for.

Begrebet "Kultur-kapitalisme" indfanger netop, at systemet ikke kun er noget, der findes i lovgivning eller på bankkonti, men er noget, vi har internaliseret som vores eget blik på verden.

Når en 14-årig i 8. klasse bliver bedt om at vælge "vej i livet", er det jo i virkeligheden en øvelse i at betragte sig selv som en fremtidig menneskelig ressource i "arbejdsudbuddet". Spørgsmålet er ikke: "Hvad vil give dit liv mening, og hvordan kan du bidrage til fællesskabet?", men snarere: "Hvilken hylde i produktionsapparatet passer du ind på, så du kan opfylde din rolle i skabelsen af vækst?"

I et vidensoverblik med titlen “Unge der får opfyldt grundlæggende behov i familien trives bedre” fra Rockwool Fonden siges der:

“...Den nuværende udvikling peger altså mod en fremtid, hvor en væsentlig del af de unge, som vi forventer vil udgøre kernen i fremtidens arbejdsstyrke, ikke vil kunne arbejde i fuldt omfang. En stor del af de unge kan altså se frem mod et liv med færre muligheder og dårligere økonomi, end de ellers kunne have haft.”
Kilde: https://rockwoolfonden.dk/udgivelser/unges-trivsel-et-godt-liv-i-familien-er-vigtigst/

Det udsagn virker rationelt for de fleste af os - vi accepterer pr. automatik, forventningen om at unges trivsel er vigtig, fordi de skal udgøre kernen i fremtidens arbejdsstyrke.

Vi tænker ikke at unges trivsel er vigtig for den unges udvikling til at blive et helt menneske, der kan udleve sine drømme og finde den plads i livet, der er vigtig for dem og selv finde ud af, hvad der skal til for at opfylde sine drømme - Nej det vigtige er at de skal finde en plads i arbejdsstyrken.

Dette skaber nogle dybe barrierer for det paradigmeskifte, vi har talt om:

Frygten for at "falde bagud"

Når man fra barnsben lærer, at livet er et kapløb med faste mål, bliver enhver afvigelse (som f.eks. at tage sig tid til omsorg, skifte retning eller bare "være") set som en personlig fiasko eller et økonomisk tab. Det er det, Emma Holten kalder det personlige underskud – følelsen af, at man aldrig er "effektiv" nok.

Tabet af det "unyttige"

"Indoktrineringen", som jeg kaldte det, gør det svært for os at værdisætte ting, der ikke har en direkte økonomisk nytte.

Vi tillader ikke at hjemmehjælperen bruger 20 minutter til at tale med fru Jensen, selvom det forbedrer fru Jensens liv væsentligt.

Vi skruer SU sammen, så vi skaber forhindringer for at skifte studie, eller tage en pause fra studiet. Vi skal ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, også selvom det betyder, at vi kommer til at udfylde en plads, vi faktisk ikke havde lyst til med deraf følgende tab af arbejdsglæde, selvværd og - det vigtige for systemet - effektivitet.

Der bliver set ned på os, hvis vi tager en pause fra arbejdet, før vi bryder sammen - Det er først accepteret når vi har fået diagnosen.

Vi har lært at det, der ikke direkte bidrager til vækst, er stigmatiserende - paradoksalt nok selvom 20 minutter med fru Jensen med stor sandsynlighed har en positiv effekt på hendes helbred og dermed reducerer omkostningerne i sundhedsvæsenet.

Eller selv om et studieskift kan betyde et løft i kompetencer, fordi den studerende nu kan vælge noget, han/hun/den brænder for.

Den opfattelse afspejles f.eks i at systemet har svært ved at give slip på kontrollen i plejesektoren – systemet har svært ved at forstå værdi, der ikke kan dokumenteres i et Excel-ark.

Den svære løsrivelse

At bryde med dette verdenssyn kræver et enormt kognitivt og moralsk overskud, netop fordi hele vores sociale sikkerhedsnet og status er bygget op omkring den gamle model.

Hvis man vælger at drive virksomhed uden kontrol eller vælge en karrierevej baseret på doughnut-principper, svømmer man mod strømmen og alt det, man har lært gennem sin dannelse.

Håbet i det "unormale"

Det positive er dog, at når eksempler som den virksomhed, der er beskrevet i sidste kapitel, eller modeller som Buurtzorg faktisk virker, så begynder fortællingen at krakelere.

Når vi ser, at man kan have et succesfuldt arbejdsliv uden at brænde ud, og at man kan skabe resultater sammen med sine medarbejdere, så bliver det sværere at opretholde illusionen om, at det nuværende system er den eneste "objektive" sandhed.

Det er en kamp om aksiomerne. Hvis vi begynder at lære vores børn, at værdi er noget, vi skaber for at tjene mennesker og planeten, så har vi knækket den kulturelle barriere.

Græsrødder

Sociale normer kan flytte sig med en hastighed, som økonomiske modeller slet ikke kan forudsige. For 20 år siden var mange af de rettigheder og samtaler, vi har i dag om køn og identitet, utænkelige for flertallet. Det beviser, at kulturelle tipping points findes og at folkelige bevægelser har en stor aktie i at realisere dette.

Når det kommer til mine børns generation, ser vi et radikalt skifte i selve fundamentet for deres verdenssyn:

Eksistentiel pragmatisme

Hvor tidligere generationer så klimaet som en "sag", man kunne gå op i, ser den nye generation det som en præmis for overlevelse.

Det ændrer potentielt deres prioriteringer i uddannelsessystemet. Når dine børn bliver bedt om at vælge vej i 8. klasse, gør de det med en viden om, at den verden, de skal arbejde i, ser fundamentalt anderledes ud om 30 år. Det skaber en sund skepsis over for de gamle "kultur-kapitalistiske" dyder.

Afmystificering af vækst

Den unge generation er den første, der for alvor spørger: "Vækst til hvad?". De har set deres forældres generation brænde ud i jagten på materiel overflod, mens planeten fik det værre.

For dem er Emma Holtens tale om "underskud" ikke en teoretisk øvelse – det er deres hverdag - ofte en hverdag med diagnoser, stress og klimaangst.

Kapløbet mellem to kurver

Vi står i et kapløb mellem den eksponentielle ødelæggelse af naturen og den eksponentielle udbredelse af ny bevidsthed.

Her rammer vi den smertefulde virkelighed. Selvom vi kan flytte kulturen hurtigt, så kæmper vi mod to ting:

Systemisk træghed: Vores love, pensionskasser og internationale handelsaftaler er stadig låst fast i 1970'ernes logik. Det tager tid at skrive de regler om.
Den biofysiske tidsfrist: CO2-molekyler i atmosfæren er ligeglade med, om vi har fået en god debat i Folketinget. De bliver ved med at opvarme planeten.

Det, der giver håb, er pointen om, at det netop er den generation, der nu træder ind på arbejdsmarkedet, som skal føre de her ideer ud i livet.

Med lidt held kommer de ikke til at acceptere topstyrede kontrol-hierarkier i plejesektoren eller virksomheder uden et grønt formål. De vil simpelthen fravælge de arbejdspladser, der ikke opererer inden for "doughnutten".

Måske er det ikke Folketinget, der ændrer økonomien først, men derimod de unge, der kollektivt nægter at spille med på de gamle regler?

Kultur smitter

Når talentfulde mennesker træder ind i en virksomhed med en klassisk "karriere-tankegang" (formet af deres “kultur-kapitalisme”), men ender med at skifte fokus når de oplever en virksomhed med kollektivt ansvar som den tidligere nævnte, så betyder det, at de har mødt et alternativt system, der rent faktisk virker.

Det underbygger en række pointer om, hvordan vi kan flytte samfundet:

Kulturen som "af-indoktrinering"

Når mennesker møder medledelse, tillid og fravær af kontrolregimer, opdager de måske for første gang, at de ikke behøver at efterlade deres moral eller deres menneskelighed ved indgangen til arbejdspladsen.

Det beviser, at "kultur-kapitalismen" ofte er noget, vi opretholder, fordi vi ikke tror, der findes et alternativ.
Så snart vi ser, at vi kan være succesfulde og have det godt samtidigt, falder de gamle aksiomer sammen.

Det er her, Emma Holtens bog og Doughnut-modellen bliver levende. Man kan læse om det og være enig, men det er først, når man mærker det på egen krop, at værdien bliver virkelig.

Det skaber en "omvendt smitteeffekt". Når du har erfaret det, vil du have svært ved at finde dig tilpas i en topstyret kontrol-virksomhed bagefter.

Vækst som platform for forandring

Man kan bruge det nuværende systems mekanismer (kapital, talenttiltrækning, skalering) til at udbrede en sundere kultur.

Hvis den grønne infrastruktur-virksomhed, vi talte om tidligere, vinder markedsandele, fordi den er en bedre arbejdsplads, så bliver de andre tvunget til at følge med for ikke at tabe i konkurrencen om arbejdskraft.

Dette er et første lille skridt hen imod et paradigmeskift.

Går det hurtigt nok? (Den ultimative lakmusprøve)

Hvis forandringen sker ved, at folk "møder kulturen" og skifter sind, så er spørgsmålet, om vi kan bygge de her "kultur-øer" hurtigt nok til at modvirke den systemiske træghed.

Græsrodsbevægelser (som kvindesags bevægelserne) har flyttet bjerge. Men forskellen her er, at vi kæmper mod et økonomisk ur, der tikker i takt med, at vi nærmer os de planetære grænser.

Hvis vi skal nå det, kræver det måske, at vi holder op med at se den her type virksomhed som en "undtagelse" eller en "solstrålehistorie" og begynder at kræve, at det bliver normen. At vi som borgere kræver friheden og fællesskabet og giver dette videre til vores børn.

Transformation uden kaos

Er vi som samfund modige nok til at lade de virksomheder og institutioner, der ikke kan finde ud af det (dem med stress, kontrol og sort bundlinje), gå konkurs eller lukke for at give plads til de nye modeller? Eller er vi for bange for den midlertidige uro, det vil skabe?

Jeg tror at man kan transformere ved en glidende overgang og dermed undgå disse konsekvenser. De første skridt er beskrevet i sidste kapitel - disse tages indenfor den gældende markedsøkonomiske model.

Hvordan kommer vi så derfra og så til at gennemføre et paradigmeskift - indføre et nyt styresystem.

Ikke alle er enige med Pelle Dragsted politisk, men han har beskrevet en vej til transformation uden kaos, som understøtter Doughnut-modellen og udbygger det samme medledelsesprincip, som vi behandlede tidligere.

Pelle Dragsteds bog "Nordisk Socialisme" beskriver en mulig model - der er givet andre mulige modeller, men hans model bygger videre på den nordiske samfundsmodel, som på de fleste parametre måske er en af de bedste i verden.

Ved at bringe Pelle Dragsted og bogen "Nordisk Socialisme" ind i samtalen, skaber vi broen mellem Emma Holtens etiske kritik og den praktiske, politiske implementering af en økonomi, som implementerer f.eks. Doughnut-modellen.

Hvor Holten diagnosticerer "underskuddet", og Raworth anviser en model der har mennesket og planeten i centrum, forsøger Dragsted at give en konkret opskrift på, hvordan vi kan transformere vores eksisterende samfund uden at kaste det ud i kaos eller totalitarisme.

Her er de elementer fra den tænkning, der understøtter idéen om en glidende overgang:

Demokratisering af ejerskab

Dragsteds centrale tese er, at vi allerede har "øer af socialisme" (eller demokratisk økonomi) i vores nuværende system. Det er f.eks. andelsbevægelser, pensionskasser, almene boliger og medarbejderejede virksomheder.

I stedet for en revolution, hvor alt rives ned, foreslår han at udvide disse demokratiske ejerformer.

Den tidligere omtalte virksomhed er et eksempel på en virksomhed, der er en kapitalistisk aktør på markedet, men internt fungerer efter demokratiske og menneskelige principper - der er ikke langt til at medarbejderne kan overtage det faktiske ejerskab - De tager jo allerede ejerskab for forretningen qua virksomhedens medledelse.

Markedet uden kapitalisme

En vigtig distinktion i denne debat er, at man godt kan have et marked (hvor varer og ydelser udveksles), uden at det behøver at være styret af kapitalistisk vækstlogik.

Hvis virksomheder ejes af medarbejderne eller af fonde med et socialt formål, forsvinder kravet om at presse citronen for at give afkast til eksterne aktionærer.
Det giver plads til det "overskud" af tid og omsorg, som Holten efterspørger, fordi overskuddet bliver i virksomheden og hos de mennesker, der skaber det.

Reformer frem for Revolution

Den nordiske model har historisk set været mester i den glidende overgang. Vi har skabt omfattende velfærd gennem kompromiser og gradvise lovændringer.

Dragsted foreslår f.eks. medarbejderfonde, hvor en del af overskuddet i store virksomheder gradvist overgår til medarbejderne. Over 20-30 år skifter magtbalancen og kulturen, uden at økonomien kollapser undervejs.

Hvorfor det kan lykkes (og gå hurtigt nok)

Vi talte om tvivlen om , hvorvidt det går hurtigt nok i forhold til klimakrisen. Fordelen ved Dragsteds tilgang er:

Stabilitet: Fordi det er en glidende overgang, undgås kaos. Man viser, at "det nye" faktisk virker bedre end "det gamle" (ligesom håbefulde karriere fikserede nye ansatte i den før omtalte virksomhed opdager, når de møder kulturen).
Skalerbarhed: Modellen kan rulles ud i plejesektoren, byggebranchen og tech-industrien osv. med det samme. Det kræver "bare" politisk vilje til at støtte demokratiske ejerformer frem for afkastfokuserede kapitalfonde.

Den moralske cirkel sluttes

Vi startede ved Emma Holtens kritik af, at vi føler os i "underskud", fordi vi lever i et system, der ikke værdisætter mennesket. Ved at koble det til Doughnut-økonomiens grænser og Dragsteds modeller for demokratisk ejerskab, tegner der sig et billede af en vej ud:

Vi skal ikke nødvendigvis arbejde mindre (selvom det er en mulighed), men vi skal arbejde anderledes. Vi skal eje vores eget arbejde, styre det med tillid og have et formål, der ligger inden for planetens grænser.

Håb som handling

Spørgsmålet er, om vi kan nå at "tippe" kulturen, før de biologiske tipping points tager beslutningen for os?

Jeg tror det eneste vi kan gøre, er at gøre vores bedste og håbe at det lykkes, for vi er allerede der, hvor f.eks. klimaet er meget nær tipping-point.

Det er det eksistentielle vilkår, som præger vores tid: Vi handler i et kapløb med uret, hvor vi ikke har nogen garanti for succes, men hvor passivitet er det eneste sikre nederlag.

Når vi står så tæt på de biofysiske tipping points, som vi gør, bliver den politiske og økonomiske debat pludselig meget konkret. Det er ikke længere kun en akademisk diskussion om modeller, men en kamp for at afbøde konsekvenserne af de systemfejl, vi har talt om.

Her er nogle tanker om, hvorfor det at "gøre vores bedste" faktisk er mere kraftfuldt, end det lyder:

Det sociale tipping point som modvægt

Forskning i sociale systemer peger på, at man ofte kun behøver omkring 25% af befolkningen til at ændre holdning radikalt, før resten af samfundet følger efter (et socialt tipping point).

Problematikken om planetens grænser, er allerede ved at gå op for samfundet.

Fra venstre til højre i det politiske spektrum tales der om løsninger. Det er kun det ekstreme højre, der ikke har forstået problematikken. Så man kan vel konkludere at vi allerede er godt på vej på den front.

Desværre har det ekstreme højre haft held med at fjerne fokus fra de sociale grænser, ved hjælp af mekanismer vi har set før i verdenshistorien, ved at dehumanisere bestemte grupper af mennesker - Dette menneskesyn arbejder imod det grundlæggende princip i Doughnut modellen, at den skal understøtte alle menneskers behov.

Mit håb er at Hr. og Fru Jensen, klimabevægelsen, folkelige fællesskaber og ungdomsbevægelserne til venstre for midten vil kunne være en tilstrækkelig modvægt til dette.

Fra midten mod højre abonnerer man på markedsøkonomien som det eneste system der virker, og her forsøger man sig med løsninger, der kan rummes inden for rammerne af denne model - Det bliver spændende at se hvad der sker, når de indser at vækst ikke er en mulighed.

At handle trods usikkerhed

Det er ikke et naivt håb om forandring - at alt nok skal gå (optimisme) - men en beslutning om at gøre det rigtige, fordi det er det rigtige – uanset om vi når det i tide eller ej. Filosoffer kalder det "håb som handling".

Den glidende overgangs nødvendighed

Ved at pege på modeller for en glidende overgang (som f.eks. den nordiske socialisme), fjerner vi den lammelse, der opstår, når folk tror, at valget står mellem "status quo" eller "kaos". Hvis vi kan vise en farbar vej, mindsker vi modstanden fra dem, der frygter for deres tryghed, og øger chancen for, at vi kan flytte os hurtigt.

Hvor efterlader det os?

Vi er i en tid, hvor "det umulige" (at ændre det herskende verdenssyn) er blevet "det nødvendige".

Vi må gøre vores bedste. Det starter med at turde tænke tanken, – at stille spørgsmålstegn ved "objektiviteten" i regnearkene og insistere på, at moral og menneskeligt overskud skal være selve fundamentet for vores samfund, ikke bare en luksus vi har råd til i de gode tider.

Hvem driver forandringen

Hvad kan vi som individer gøre for at skabe forandring?

Jeg tror at det afhænger af udgangspunktet - det første trin er, at de "omvendte" præsenterer deres omverden for alternativerne til det nuværende system og tager debatten f.eks. på sociale medier som er en kanal som mange anvender. Eller som her at skrive om det og give andre adgang til det.

Dem der kan "se lyset" kan tale om det i sine sociale kontaktflader eller, hvis man har energien, organisere sig (f.eks. i lokale foreninger, klimabevægelsen eller politiske partier).

Der er heldigvis en voksende forståelse i ungdomspartierne på begge sider af midten af klima- og miljøproblemer - nok mest udtalt på venstrefløjen, men det smitter.

Det er de unge i disse folkelige bevægelser af (klima)politisk interesserede, der kommer til at flytte på vores opfattelser over tid.

Det handler om en kombination af eksponering (at se alternativerne), samtale (at bryde indoktrineringen) og organisering (at skabe politisk magt).

Her er nogle grunde til, at de unge og de folkelige bevægelser kan ændre holdninger, når vi taler om at flytte de kulturelle barrierer:

Sociale medier som den nye "mod-offentlighed"

Hvor de gamle aksiomer blev cementeret i de traditionelle medier og i uddannelsessystemet, tillader sociale medier, at idéer (som Doughnut-økonomi eller medledelse) kan sprede sig horisontalt.

Når en ung ser en video om demokrati på arbejdspladsen eller ser en story om "underskud", bliver det nuværende system pludselig synligt som et valg frem for en naturlov.

"Smitteeffekten" over midten

Selvom venstrefløjen ofte er først med systemkritikken, ser vi i dag borgerlige ungdomspartier, der taler om "grøn konservatisme" eller "liberalt ansvar" for klimaet.

Det sker, fordi virkeligheden trænger sig på.
Når de unge taler sammen på tværs af fløjene, flytter de de fælles præmisser for, hvad en "sund økonomi" er. De begynder at dele målet (planetens overlevelse), selvom de stadig kan være uenige om midlerne og hvordan man holder sig indenfor den sociale fundering i Doughnut-modellen.

Den folkelige bevægelse som "rygstød"

Politikere i Folketinget flytter sig sjældent af sig selv; de flytter sig, når de mærker, at jorden under dem har rykket sig. De unge i klimabevægelsen og de politiske organisationer gør det "farlige" eller "radikale" til den nye sunde fornuft. Ved at organisere sig skaber de det, man kalder politisk råderum.

Den personlige "af-indoktrinering"

Det hele starter med at turde præsentere alternativerne. Hver gang vi deler et eksempel på en anden måde at organisere arbejde på, eller hver gang vi tager debatten om, hvad der egentlig giver værdi i livet, svækker vi den "kultur-kapitalistiske" indoktrinering.

Vi står midt i et historisk skifte. Selvom vi er tæt på tipping-point, så er den energi, der ligger i de her folkelige bevægelser, måske den eneste kraft, der er stærk nok til at udfordre de gamle regneark.

Page updated

Report abuse