Når gennemsigtighed bliver til støj

Der er noget i den aktuelle debat om Lolland Kommune, som kalder på eftertanke, fordi spørgsmålet om tillid mellem politikere og administration hurtigt bliver reduceret til et spørgsmål om, hvor meget der bliver lagt frem, og hvor hurtigt det sker, selvom det i virkeligheden er langt mere komplekst end som så.

For naturligvis skal politikere kunne stole på den administration, de arbejder sammen med, og naturligvis skal borgerne kunne have tillid til, at beslutninger træffes på et oplyst og redeligt grundlag, for uden den tillid mister det demokratiske system sin bæreevne, men samtidig ser vi en stigende tendens til at tro, at denne tillid bedst sikres gennem en forestilling om fuldstændig gennemsigtighed, hvor alle dokumenter og overvejelser skal være tilgængelige i deres fulde udstrækning.

Det lyder umiddelbart rigtigt, men spørgsmålet er, om det faktisk bringer os tættere på forståelse, eller om det i virkeligheden fører os længere væk fra det, vi forsøger at opnå.

Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges beskrev i teksten “Del rigor en la ciencia” et samfund, hvor den videnskabelige kartografi blev så omfattende, at kun de mest detaljerede kort blev anset for tilstrækkelige, hvilket førte til, at kortet til sidst fik målestoksforholdet en til en og dermed samme størrelse som det land, det skulle forestille, og netop i det øjeblik mistede kortet sin værdi, fordi det ikke længere leverede nogen erkendelse, men blot fordoblede det eksisterende.

Et kort er ikke en kopi af virkeligheden, men en fortolkning og en prioritering, som gør det muligt for os at orientere os i en kompleks verden, og måske er det netop den pointe, der er værd at tage med ind i forståelsen af det politiske system.

Hvis vi begynder at kræve et kort i målestoksforholdet en til en, hvor alt skal lægges frem, dokumenteres og deles i sin fulde kompleksitet, risikerer vi ikke at skabe større klarhed, men tværtimod at skabe en situation, hvor retningen forsvinder i mængden af information, og hvor det væsentlige drukner i det uvæsentlige.

I den bevægelse opstår der samtidig et mere grundlæggende spørgsmål om vores demokratiske forståelse, for hvis alle processer hele tiden skal foldes fuldt ud og være genstand for løbende offentlig vurdering, bevæger vi os gradvist væk fra det repræsentative demokrati.

Men vi har jo netop valgt nogen til at træffe beslutninger på vores vegne, og når vi kort tid efter begynder at kræve, at hele beslutningsrummet skal foldes ud i sin fulde detaljerigdom, risikerer vi at undergrave det mandat, vi selv har givet, fordi vi erstatter tillid med et krav om total indsigt.

Tillid opstår ikke nødvendigvis af, at vi kan se alt, men af at vi kan forstå det væsentlige og oplever, at nogen tager ansvar, og derfor er det afgørende, at vi skelner mellem åbenhed og fuldstændighed.

En velfungerende administration skal være åben og redelig i sin tilgang, men den skal samtidig have mulighed for at arbejde med kompleksitet uden at blive reduceret til en ren gengivelse af virkeligheden.

Hvis vi ikke er opmærksomme på den bevægelse, risikerer vi, at forsøget på at skabe tillid gennem gennemsigtighed i virkeligheden opløser den.